Strik oppefra
Skal du strikke en bluse, cardigan eller kjole oppefra er det godt at forstå logikken i strikketøje. Så kan du strikke mindre efter forklaringer i opskriften – og mere efter hvad strikketøjet viser dig.
En bluse strikket oppefra kan have flere forskellige faconer. Den mest almindelige (og måske nemmeste) er raglanskuldre, som har de karakteristiske skrå linjer ned langs ærmegabet foran og bag på.
Andre variationer er rundt bærestykke, contiguous og sadelskuldre, der til forveksling kan ligne en almindelig blusekonstruktion med påsatte ærmer.
Hvordan strikker man oppefra?
Strik oppefra og ned med raglanærmer følger som regel den her arbejdsgang:
- Slå masker op i halskanten og strik ribkant eller anden kant.
- Strik forhøjet nakke frem-og-tilbage med vendepinde. Vendepinde giver blusen facon og sørger for, at den ikke ‘kravler op’ i halsen foran. Se hvordan du strikker vendepinde med tyskervending eller wrap and turn vending her
- Sæt maskemarkører på hver side af raglanmasker(ne) og strik den øverste del af blusen med udtagninger til ærmer og for/bagstykke.
- Sæt ærmemaskerne på hjælpepind og slå masker op under arm.
- Strik kroppen rundt.
- Slå masker op under ærmet og strik ærmer.
Har du styr på 1) hvor udtagningerne skal strikkes, hvordan de skal strikkes og hvordan du sætter ærmemaskerne på hjælpepind, så kan du strikke en bluse oppefra.
1) Hvad er raglanmaskerne?
Raglanmasker er dem der løber skråt ned på for- og bagside af skuldrene. Den skrå linje fremkommer ved, at du strikker en udtagning på hver side. Du skal lave udtagninger på hver 2. pind 4 steder på omgangen – det bliver til 8 udtagninger på en omgang.
Raglanmaskerne kan udformes på mange måder. Det kan være én eller flere masker og de kan strikkes glat, som retriller eller som en snoning.
2) Symmetriske udtagninger
Udtagninger kan laves på flere måder. Uanset metode vil den nye maske altid pege i en retning eller hælde til en af siderne. Det er derfor en god idé at bruge to forskellige – en før og en efter raglanmaskerne. Det giver et symmetrisk udseende og et pænt resultat.
Udtagningerne navngives forskelligt at strikdesignere. UdtH, Udt-H, H-udt betyder højreudtagning og UdtV, Udt-V og V-udt betyder venstreudtagning. Der er dog ikke enighed over hele linjen om, hvad der er hvad, så find dine egne favoritter og vælg dem.
Til raglanudtagninger er der to nemme muligheder. Den ene er lænkeudtagning og den anden er udtagning med omslag.
Udtagning i lænken
Variation A Løft lænken op på venstre pind ved at løfte den den op bagfra. Venstre maskeben er foran pinden. Strik som ret.
Variation B Løft lænken op på venstre pind ved at løfte den op forfra. Højre maskeben er foran pinden. Strik masken som en drejet ret, dvs. gennem bagerste maskeben.
Husk du skal lave udtagning på hver anden pind og strikke som mønster på hver anden pind.
Udtagning med omslag
I udtagninger med omslag skal du lave et omslag før og efter raglanmaskerne på pind 1. På pind 2 strikkes omslagene således:
Variation A Vend omslaget ved at sætte det over på højre pind, stikke venstre pind ind bag i masken og løfte denne tilbage på venstre pind. Masken strikkes derefter som en almindelig ret.
Variation B Strik omslaget drejet gennem bagerste maskeben.
3) Sæt ærmemasker på hjælpepind eller hjælpetråd
I opskriften er angivet, hvor mange gange du skal tage ud. Det kan også være et mål for, hvor højt bærestykket skal være i centimeter. Når du er nået dertil skal du bruge to maskeholdere eller to stykker garn og en nål. Du kan også bruge de korte kabler fra KnitPro til at holde maskerne.
Gør sådan her:
Strik til det første ærme. Tag maskeholder eller hjælpenål med tråd og flyt alle ærmets masker til den nye holder. Herefter skal du slå et nyt antal masker op under armen. Strikke henover halvdelen af kroppens masker til du når til det andet ærme. Sæt igen ærmemaskerne til side og slå nye masker, hvor ærmemaskerne er sat til at vente. De nye masker kan slås op med et strikkeopslag.
Kurser i strik oppefra
Er det tid til at få knækket koden og lære de bedste teknikke til at strikke en bluse oppefra, så holder Garnvärk jævnligt workshops i ‘Strik Oppefra’. Du kan se vores kursuskalender her og det er muligt at bestille et kursus kun for dig og din strikkegruppe eller en flok strikkevenner, hvis I er min. 6 strikkere.
Gode opskrifter på raglanbluser strikket oppefra
Garnvärk har selv en stribe opskrifter på raglanbluser, som er strikket oppefra. Vores opskrifter er grundige og
Basic Daisy er en klassisk raglanbluse med strikkefasthed på 21 m på 10 cm.
Forvalterfruen er en sommer t-shirt med raglanfacon og en strikkefasthed på 19 m på 10 cm.
Kammerjomfruen er en rillestrikket variant af raglanblusen. Den har en let båduskæring og strikkefasthed på 24 m på 10 cm.
Er du i tvivl om hvad strikkefasthed betyder, så har vi en god artikel, der forklarer både hvad strikkefasthed er og hvordan du kan sikre dig et godt resultat af din strik, lige her.
Gratis opskrifter strikket oppefra
– Raglan (en gratis opskrift med raglanærmer Tranum fra Filcolana)
– Rundt bærestykke (en gratis opskrift med rundt bærestykke er Kastellet fra Filcolana)
– Contiguous ærmer (en gratis opskrift med én variation er Ella fra Filcolana)
Hvorfor strikke oppefra?
Strik oppefra kaldes også top-down på engelsk og har flere fordele.
- Opskriften er simpel
- Det er nemt at tilpasse længde på krop og ærmer.
- Der er kun lidt eller inden montering af blusen.
- Du kan tilpasse detaljer efter din egen smag.